Jussi Adler Olsen: FASANDRÆBERNE

Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares er tilbage i rollerne som Carl Mørck og Assad i ’Fasandræberne’, det andet kapitel i Jussi Adler Olsens krimiserie om Afdeling Q. Efterfølgende til succesen ’Kvinden i buret’, som kom i biografen sidste år, tager afsæt i et tyve år gammelt mord på et søskendepar i et sommerhus i Rørvig. Efterforskningen indledes efter faren til de søskende begår selvmord. Det viser sig hurtigt at faren har efterforsket mordet på egen hånd, og at forbrydelsen ikke er et enkeltstående tilfælde, men snarere en række af voldsomme overfald begået af en gammel kostskolegruppe, hvis magt og rigdom har gjort dem næsten urørlige. Men ikke helt så længe Carl Mørck er på spil.

Af Sofie Aarslev

’Fasandræberne’ er baseret på bogen af Jussi Adler Olsen, som udkom i 2008 til flotte anmeldelser. Plottet førte Carl Mørck og Afdeling Q videre fra begivenhederne i Kvinden i buret over til en sag om et dobbeltmord af to unge søskende. Et mord som ser ud til at være opklaret takket være en tilståelse fra gerningsmanden, men der viser sig hurtigt at være mere – og flere – bag forbrydelsen end det så ud til i sin tid. Samtidig med at det går op for både Carl og Assad og deres nye hjælper – sekretær – Rose, at det er en sag, som man ikke bare lige tager op igen.

Sagen om dobbeltmordet havner i bogen på Carl Mørcks skrivebord uden hans vidende, men i filmen bliver han opsøgt af faren, hvilket giver et mere dramatisk og ligetil tilgang til plottet. Faren bliver afvist, men hans efterfølgende selvmord og tydelige grundige efterforskning af mordet og andre voldelige forbrydelser vækker Carls nysgerrighed og snart går den vilde morderjagt i gang.

Fokus i historien varierer – ligesom i ’Kvinden i buret’ – imellem Carl Mørck og forbryderne/offeret. I dette tilfælde handler det om et en gruppe af elever fra kostskolen Griffenholm, som i samlet flok begår det ene voldelige overfald efter det andet indtil det eskalerer i dobbeltmordet på to søskende. Gruppen består i filmen af Ditlev Pram, Ulrik Dybbøl, Bjarne Thøgersen og Kimmie Larsen, hvor sidstnævnte fungerer som drejningspunkt for gruppen og senere for opklaringen af forbrydelsen.

Dobbeltmordet får nemlig Kimmie til sige fra og løbe væk, og efter voldelig afstraffelse fra de andre medlemmer i gruppen ender hun til sidst som hjemløs på gaden, hvor hun hurtigt forsvinder i mængden og går i glemslen for både de andre og for verden de næste tyve år.

Det er her hvor Carl Mørck og Assad møder hende, og det er Carls overvældende trang til at redde og hjælpe Kimmie – som formår både at vække afsky og sympati for hvad hun er endt som hos seeren og læseren – som driver plottet fremad i filmen til hvad der virker som en uundgåelig og blodig afslutning.

Ligesom ’Kvinden i buret’ formår ’Fasandræberne’ at fange stemningen fra bogen og føre handlingen videre til det store lærred. Dog er det nødvendigt at skære både dele af handlingen og dele af persongalleriet væk. Dette sker både i kostskolegruppen, hvor to personer skæres væk eller kobles sammen med de tilbageværende personer eller på kontoret, hvor Carl og Assads nye sekretær ikke får tiden til at udspille sin mærkværdige og delvist forstyrrede personlighed frem. Men der er desværre ikke tid til alt i en film med en spilletid på 120 minutter, og handlinger rettes imod opklaringen af forbrydelsen som enhver anden kriminalroman.

Makkerskabet imellem Carl Mørck og Assad fortsætter i for stil fra sidste film, men da makkerparret er etableret bruges tiden hovedsagelig på, at Assad skal prøve at holde Carl i skak.

Forskellen imellem bogens Assad og filmenes Assad er stor, men kan opsummeres bedst ved et par enkelte ord: filmenes Assad er ung – formentlig yngre end Carl – og han er politimand. Dette var et punkt, som måtte skæres væk for at give den første film mere plads til at folde sig ud på, men det ændrer også på handlingen og på det indbyrdes forhold. Carl er i begge medier lederen på Afdeling Q, men filmenes Assad har mere at skulle have sagt i sin egenskab af at være politimand ligesom Carl i modsat fald bogens Assad som ’blot’ starter ud som rengøringsmand. Det ændrer på dynamikken imellem dem og fjerner på sin vis også noget af det unikke og kulturelle ved Assad ved ganske enkelt at gøre ham en politimand. Men det er sikkert lige som Rose et valg som blev nødt til at ske for at gøre plads til hovedplottet om mordet og kostskolegruppen.

’Kvinden i buret’ var voldsom at være vidne til; at se Merete holdt fanget i så lang tid. Tanken om at blive kidnappet og derefter anset for enten at være død eller forsvundet uden at nogen finder én og til sidst holder op med at lede er et mareridt, som næsten er til at føle på kroppen, når man ser hvad hun bliver udsat for.

Men ’Fasandræberne’ vælger en anden indgangsvinkel. Her er det ikke kun offeret – som også er gerningsmand – som er i fokus, men også et par af de andre medlemmer i kostskolegruppen. Man er her tvunget til at være vidne til de overfald, som de begår, bare fordi de kan og har lyst. Det er overvældende at se hvert slag, spark eller kast – med basket bold – og efterlader én med en følelse af afsky og fascination på samme tid. Der er ingen sentimentalitet, når disse personer bliver vist for de barmhjertighedsløse og nådesløse voldmænd, som de er. Der er ingen – for mændenes vedkommende i hvert fald – åbenlys grund til, hvorfor de begår disse handlinger udover, at de bare har mulighed og lyst til det. Det er overklasse unge, som går hvad de vil uden at skulle stå til ansvar for nogen, og det er en mentalitet, som fortsætter sådan som de bliver ældre. Deres rigdom og magt sikrer, at de altid slipper afsted med, hvad de har gjort oftest ved hjælp af penge og trusler.

Derfor kan der ikke siges at være nogen dyb undertone i film udover i Kimmie Larsen, som igennem hendes forelskelse i Ditlev Pram i teenageårene bliver en del – endda en meget aktiv del – af de voldelige overfald de foretager sig. Men hendes endelige rolle som offer efter mordet og hendes efterfølgende flugt ud i intetheden på gaden gør, at hun ikke kun er en gerningsmand eller kun er et offer. Hun er drejningspunktet for handlingen, både i for- og nutid, men man er aldrig helt sikker på, hvilke følelser synet af hende skal vække. Det skaber et mere komplekst synspunkt end i den foregående film, hvor man hele tiden fandt sympati for Merete Lynggaard. Hun havde begået fejl, som kostede menneskeliv, men det var aldrig fordi hun fandt behag i at udøve vold eller blev seksuelt ophidset af det på samme måde som Kimmie Larsen. Det er den største forskel imellem de to film – og bøger – idet Kimmie Larsen ikke kun er et offer, og derfor ikke kun fortjener at gå fri fra tidligere gerninger, men samtidig opbygges der undervejs et ønske hos publikum om, at hendes hævn imod hendes tidligere venner skal lykkes, uanset hvordan det ender.

Nu skal slutningen ikke gives væk, men det er i filmens tema, at volden fortsætter lige til sidst sekund, og at der ikke gives nåde til hverken Carl, Assad, offer, forbryder eller publikum. Kort sagt formår ’Fasandræberne’ at komme ind under huden på seeren, men i et mere febrilsk og åbenlyst tempo, hvor vold og grumme følelser og handlinger fungerer som yderligere brænde på bålet til en ikke overraskende, men dog én spektakulær slutning, som man ikke glemmer lige foreløbig.